Borgerdialog – under overfladen

– Det er sund fornuft at være opmærksom på de psykologiske processer i borgerinddragelse. Hvis vi ikke er klar til at håndtere de dynamikker, der er i spil, risikerer vi at borgerinddragelsen går skævt og resultatet bliver skuffende. Sådan siger Center for Borgerdialogs samarbejdspartner, Manon de Jongh, der netop har forsvaret sin PhD afhandling.

Manons afhandling handler om de psykologiske og sociale processer, der foregår i store grupper og som kan få borgerdialoger til at løbe af sporet. Hun fulgte et stort borgerinddragelsesforløb i Holland med 140 borgere og afdækkede en række forhold, som det er vigtigt at tage højde for, hvis man vil lykkes med borgerinddragelse.

Her fortæller hun mere om resultaterne – og hvordan de kan bruges i en dansk sammenhæng.

Hvad er hovedresultaterne i din PhD?

– I min PhD har jeg undersøgt, hvordan gruppedynamikker påvirker resultatet af borgerinddragelsen. Jeg har peget på, at vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi tilrettelægger borgerdialoger, for når vi samler mange borgere, opstår der nogle psykologiske og sociale dynamikker, som kan påvirke resultatet ret kraftigt.

– Hvis gruppedynamikkerne ikke bliver håndteret professionelt, er der stor sandsynlighed for, at borgernes evne til at tænke kritisk, kreativt og udviklende, bliver reduceret i en grad, så det påvirker det resultat, de kommer frem til.

– I det hollandske borgerinddragelsesforløb, jeg undersøgte, var det f.eks. tydeligt, at jo vanskeligere, dialogen blandt borgerne blev – desto mere styring tog proceslederen og de medarbejdere, der stod for inddragelsen. Det medførte, at borgerne blev passive og holdt op med at bidrage – og det fik betydning for resultatet i den sidste ende.

Kan du give nogle eksempler på, hvad du mener, når du taler om gruppedynamikker?

– Gruppedynamikker er betegnelsen for alt det, der sker mellem mennesker, når de indgår i grupper. Når mennesker arbejder sammen i en gruppe, opstår der en række sociale og psykologiske processer, som har stor betydning for, hvordan de arbejder og hvad de kommer frem til.

– I min PhD har jeg identificeret tre forhold, der især er vigtige at håndtere i borgerinddragelse, nemlig de politiske rammer, antal deltagere og mangfoldigheden i gruppen.

– De politiske rammer for borgerinddragelsen er afgørende for, om borgerne oplever, at deres bidrag giver mening og har en chance for at blive brugt. I den borgerinddragelsesproces, jeg fulgte, fik det stor betydning for resultatet, at ikke alle de politiske partier støttede op om projektet. Det betød, at borgerne blev usikre på, om deres forslag ville blive brugt til noget. Men dialogen gav ikke plads til den usikkerhed og frustration– og fordi den ikke blev håndteret undervejs i processen, påvirkede den borgernes arbejde – og deres forslag blev langt mindre nytænkende, end det kunne have været.

– Herfra er det jo oplagt at tænke videre: Hvis de dynamikker er der og vi ved, at de påvirker det, der sker mellem borgerne, skal vi gøre noget ved det. Det har nemlig konsekvenser for, hvordan vi skal tilrettelægge og lede borgerdialoger.

Bliver det så ikke bare mere krævende og besværligt at lave borgerinddragelse?

– Nej, for det er sund fornuft at være opmærksom på gruppedynamikkerne. De fleste ved godt, at de er der og de fleste af os har selv mærket det, men vi har valgt ikke at tale om det. Det er nemmere, for så behøver vi ikke at forholde os til det.

– Det er ikke fordi, vi skal gøre borgerinddragelse mere kompliceret eller dramatisk end det er – men vi skal lære at snakke om de psykologiske mekanismer, der påvirker den opgave, som skal løses. Hvis vi bare begynder at tage dem frem og kigge på, hvordan de påvirker opgaven, bliver det meget nemmere at have med at gøre. Lige nu har vi lagt det væk, fordi det er for besværligt – det er jo meget menneskeligt, at vi ikke bryder os om at tale om det, der er vanskeligt.

Er det nødvendigt at psykologisere over borgerdialoger, der jo ofte handler om forskelle i holdninger eller interesser?

– Hvis man er interesseret i at få mest muligt ud af den borgerdialog, man sætter i gang, så har man brug for noget psykologisk indsigt og erfaringer i de særlige metoder, som det kræver at arbejde med borgergrupper. Det behøver ikke være en psykolog, der styrer processen, men det skal være en, der har fornemmelse for, at det ikke går blot at lukke kritiske stemmer ned f.eks. og det ikke bare er en ordstyrer-rolle f.eks. at lede et stort borgermøde.

– Et vigtigt spørgsmål er f.eks., hvordan man kan møde modstand blandt borgerne? Vi inviterer ofte borgerne ind til en dialog om noget, som de har en kritisk holdning til fra begyndelsen. Hvis vi ikke vil arbejde med borgernes frustrationer, skal vi simpelthen lade være med at invitere dem. For hvis skepsis, kritik og vrede ikke bliver taget op, bliver det usynligt, men findes stadig under overfladen – og så kan det give en kæmpe reaktion og blokere for den videre dialog.

Du argumenterer også for, at vi skal til at tænke borgerinddragelse på en ny måde. Hvordan det?

– Der sker ofte det, at vi inviterer borgerne ind til en dialog ud fra en diffus ”borgerrolle”, som ikke er klart defineret. Ja, vi er alle sammen borgere, men vi er også alt muligt andet f.eks. forælder, medarbejder, frivillig osv. Så bliver det uklart, hvad man som borger skal bidrage med. Vi skal meget hellere tage udgangspunkt i det tema eller den udfordring, der er på dagsordenen og samle de interessenter, der knytter sig til præcis den problemstilling.

– Ellers kan der nemt ske det, at man trækker en bestemt problemstilling ud af sin sammenhæng og ”leger” dialog. Det kan være en god proces, men hvis man har trukket problemstillingen ud af den daglige kompleksitet, kommer der ikke til at ske noget bagefter. I den borgerdialog, jeg fulgte i mit forskningsprojekt, blev en stor gruppe borgere sat til at arbejde med et forslag til et nyt valgsystem, men blandt de politiske partier var der forskellige holdninger, som ikke blev taget med ind i dialogen. Det kom til at betyde, at de i sidste ende blokerede for at realisere borgernes forslag.

– Det er vigtigt at få alle, der har indflydelse på eller interesse i en problemstilling, med i dialogen – f.eks. politikerne, embedsfolk, eksperter mv. sammen med borgerne. Man kan ikke tage hånd om en udfordring, hvis man løsriver den fra sin kontekst.

Ofte tænker man ”Jo flere, jo bedre”, når det gælder borgerinddragelse. Hvilken betydning har det, om man holder et borgermøde med 20 eller 120 deltagere?

– Min forskning viser, at det har en stor betydning, hvor mange mennesker, der deltager f.eks. i et borgermøde. Grænsen går ved 30-40 deltagere – når der bliver flere end det, kan deltagerne ikke længere være i personlig kontakt og så bliver det vanskeligere at holde fokus på opgaven og at få sagt det, de kom for. Det kræver særlige metoder at håndtere det.

– Når man inviterer mange forskellige borgere og interessenter, skal man kunne håndtere det. Og det er mere krævende, jo flere deltagere der er – så det er vigtigt at overveje, om det tilfører opgaven noget at være flere. Når der er mange deltagere i en dialog, er der brug for mere tid, og det skal man være parat til at sætte af.

– Mit råd er, at man ikke skal invitere til borgermøder med mere end 40 deltagere, hvis man ikke gør brug af den mangfoldighed, der er til stede. At bruge forskelligheden aktivt og konstruktivt er noget, man skal understøtte deltagerne i, for det er besværligt. Og det er mere krævende, jo flere deltagere der er – så det er vigtigt at overveje, om det tilfører opgaven noget at være flere.

– Her kommer vi også ind på spørgsmålet om repræsentativitet: Skal vi holde et møde med 20 mennesker, der repræsenterer en række forskellige synspunkter og interesser? Eller skal vi invitere 400, som vi ikke kan styre? Kvalitet er vigtigere end kvantitet – det er bedre at lave en ordentlig proces en gang hvert fjerde år end at gøre det oftere, men uden at forberede det ordentligt.

Hvilke gode råd vil du give kommuner og andre, der gerne vil udvikle deres borgerinddragelse?

– Før de går ud og inddrager borgere og andre interessenter, skal de være indstillede på at bruge tid og kræfter på at arbejde internt i deres egen organisation. På at finde ud af, hvad det præcis er, dialogen skal handle om. Hvem skal inviteres ind og hvorfor? Hvordan vil de håndtere den politiske usikkerhed? Og så skal de bruge kræfter på at støtte embedsmændene i at gå ind i dialogen på en ordentlig måde. Det kræver tid og mod at røre rundt i sin egen organisation. Men det sikrer, at processen og resultatet bliver bedre – og mere bæredygtigt.

– Ikke alle spørgsmål egner sig til borgerdialog. Så det er vigtigt at overveje, om spørgsmålet overhovedet er egnet til dialog.

Det har også betydning, hvor man vælger at placere ansvaret for borgerinddragelse i organisationen. Hvis man vil have gode og bæredygtige borgerinddragelsesforløb, er der brug for ledelse både før, under og efter – derfor bliver det vigtigt, at ansvaret placeres på strategisk niveau i organisationen.

Kan vi overhovedet bruge din forskning til noget i Danmark. Den er jo lavet i Holland – og der er vel store forskelle på kultur og arbejdsmåde?

– Danmark og Holland ligner hinanden på mange områder. Den største forskel, jeg oplever i mit arbejde som procesleder, er, at hollændere er mere snaksaglige og mindre disciplinerede end danskerne i samarbejde, så det er faktisk vanskeligere at lede processer med hollændere. Når man arbejder med processer i Holland skal man virkelig kunne stå der og fokusere på opgaven.